Tryghed
Data og regler
Her står, hvordan vi håndterer persondata og AI i de systemer, vi bygger, og på denne hjemmeside. Vi skriver kun det, vi kan dokumentere.
Databehandleraftale
Behandler vi personoplysninger på jeres vegne, er I dataansvarlige, og vi er databehandler. Før arbejdet går i gang, indgår vi en databehandleraftale med jer. Den bygger på Datatilsynets danske skabelon og koster ikke ekstra.
Aftalen beskriver, hvad vi må gøre med oplysningerne, hvilke underdatabehandlere vi bruger, hvor data ligger, hvordan vi beskytter dem, og hvad der sker, når samarbejdet slutter.
Hvor data ligger i de systemer, vi bygger
Det aftaler vi med jer for hvert system, fordi det afhænger af, hvad systemet skal kunne. Placeringen og listen over underdatabehandlere, fx hosting, database og sprogmodel, står i bilaget til databehandleraftalen.
Bruger et system en sprogmodel uden for EU, står det i aftalen, før vi går i gang. Grundlaget for overførslen er EU-Kommissionens standardkontraktbestemmelser.
Vi sælger ikke jeres data, og vi bruger dem ikke til at træne modeller.
AI-forordningen
Svar, som en sprogmodel har skrevet til jeres kunder, er mærket som AI. Det kræver artikel 50 i EU's forordning om kunstig intelligens fra 2. august 2026.
Ingen beslutning med økonomisk eller juridisk konsekvens bliver truffet uden et menneskes godkendelse. Det er vores første princip: "Mennesket beslutter, maskinen foreslår."
Hver handling, et system tager, logges, og hver automatisering kan stoppes med ét greb, uden at I mister data.
GDPR og jeres rettigheder
I er dataansvarlige for de oplysninger, jeres systemer behandler, og I bestemmer over dem. Beder en af jeres kunder om indsigt eller sletning, hjælper vi jer med at svare.
Siger I op, får I jeres data og adgange udleveret i et almindeligt format, og vi sletter vores kopi, medmindre loven kræver, at noget gemmes.
Denne hjemmeside
Kontaktformularen gemmer henvendelser i Frankfurt i Tyskland. Nogle af vores leverandører er selskaber uden for EU. Får en af dem adgang til data uden for EU, er det dækket af vores aftaler med dem, som bygger på EU-Kommissionens standardkontraktbestemmelser.
Siden bruger ingen cookies til statistik eller markedsføring og har derfor ingen cookiebanner. Hjemmesidens databehandlere er:
Supabase, database
Data gemmes i Frankfurt i Tyskland (regionen eu-central-1). Her gemmes henvendelser fra kontaktformularen og resultatet af et scan.
Vercel, hosting
Kører i Frankfurt i Tyskland (regionen fra1). Her kører hjemmesiden og de funktioner, der skriver til databasen.
Anthropic, sprogmodel
Aftalepart: Anthropic Ireland, Limited, Irland. Behandlingen sker i USA. Bruges kun til hjemmesidescannet. Henvendelser fra kontaktformularen sendes aldrig dertil.
Migadu, mail
Schweizisk selskab. EU har godkendt Schweiz som et land med et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau. Hvilket land datacentrene står i, har vi spurgt Migadu om. Her modtages mail, der sendes til kontakt@synapseautomation.dk.
Principperne
Syv regler for, hvordan vi bygger automatisering: mennesket beslutter, alt kan spores, alt kan slås fra, og vi siger nej, når noget ikke bør automatiseres.